fbpx

Velkommen til Hvide Sande Masterclass 2024.
13.-21. september

På Hvide Sande Masterclass 2024 findes en unik mulighed for at opleve og fordybe sig i klassisk musik gennem 10 offentlige koncerter. Disse koncerter præsenteres af både mestre inden for musikverdenen og årets exceptionelle unge talenter. De unge musikere, der deltager i Hvide Sande Masterclass, udvælges nøje gennem en ansøgningsproces, hvor masterclass professorerne udvælger de mest lovende klassiske talenter, både nationalt og internationalt. Køb billetter her.

Fokus under masterclassen lægges ikke kun på det kammermusikalske sammenspil, men også på solistiske præstationer. Masterclassprofessorerne underviser i sololektioner, deltager i kammermusikensembler med de unge musikere, coacher etablerede grupper under masterclasslektionerne og optræder ved koncerterne. Dette skaber en unik dynamik, der inspirerer de unge musikere til kontinuerlig personlig og musikalsk udvikling.

Årets røde tråd - Rued Langgaard

I år vil der være en Rued Langgaard koncert torsdag den 19. september, hvor nogle af hans berømte men også ukendte værker opføres. Vi vil gerne sætte fokus på vores danske komponister. Dette er både for at lade koncertgængerne få oplevelsen af skønheden i den danske musikskat, men også for at lære de unge talenter fra hele verden, hvad dansk musikliv rummer. Derfor vil Rued Langgaards musik i år kunne høres på flere af årets 10 koncerter, og særligt på denne Rued Langgaard Koncert.

Fredskoncert på Flugt Museum

Verden er blevet et usikkert sted de seneste år, og masser af folk er på netop nu på flugt. Musik er et fredsskabende element, der forener mennesker. Derfor arrangerer vi en særlig fredskoncert på Flugt Museum. Her spiller årets to Ukrainske musikere en vigtig rolle med tolkninger af ukrainske komponisters musik.

Historien

Gennem 18 år har Hvide Sande Masterclass etableret sig som et kraftcenter for formidling og udbredelse af klassisk musik i Vestjylland. Den smukke, rå natur forenes på bedste vis med oplevelsen af klassisk musik på højeste plan. Unge talenter fra danske musikkonservatorier har, i mødet med musikere fra hele verden, ladet sig inspirere til videre studier gennem personlige venskaber, kammermusikalsk sammenspil og fælles koncerter under vejledning af de fremragende professorer på Hvide Sande Masterclass.

Hvert år har publikum fra hele landet og turister strømmet til for at overvære de mange koncerter og åbne masterclasslektioner på Hvide Sande Masterclass. Intentionen er at fortsætte og styrke denne kulturelle indsats ved afholdelse af Hvide Sande Masterclass i 2024 og skabe en mindeværdig oplevelse for alle musikelskere.

Velkommen

”Det er mig en stor glæde at få lov til at byde jer alle velkommen til Hvide Sande Masterclass 2024. Dig, den håbefulde, unge, håndplukkede musiker, som har kæmpet med at indstudere alle de mange, svære værker. Dig, kære professor, som kommer med dine mange års erfaringer fra utallige koncerter og timer med dit instrument. Og selvfølgelig dig, som kommer og oplever musikken i fuld flor i en helt anderledes koncertsal. Jeg håber du vil få en livgivende musikalsk oplevelse, som du med forventning kan komme for at (gen)opleve og med glæde se tilbage på.”
Sigrid Kongshøj-Munch har siden 2020 været projektleder på Hvide Sande Masterclass og siden 2023 også været kunstnerisk leder. Hun er uddannet bratschist og violinist, musikformidler og musikpædagog på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hun i 2015 færdiggjorde sin kandidateksamen. Hun har spillet adskillige solo-, kammermusik- og orkesterkoncerter, uropførelser, samt lavet indspilninger, TV- og teaterproduktioner. Sigrid spiller i Trio con Spirito. Hun har spillet i DR Symfoniorkester, Det Kongelige Kapel, Copenhagen Phil, og haft kontraktansættelse som bratschist i Aalborg Symfoniorkester og Ensemble Storstrøm. Siden august 2018 har hun haft fastansættelse på Tårnby musikskole. I 2023 og 2024 var hun dommer ved UKE international kammermusikkonkurrence i Kiev, Ukraine.

Hvide_Sande_Masterclass